Udskældte regler, der begrænser effektiv brug af overskudsvarme, bliver med ny politisk aftale nu kasseret. Det skaber stor begejstring i energisektoren, der ser frem til at kunne levere mere grøn og billigere varme til fjernvarmekunderne, skriver Dansk Fjernvarme i en nyligt udsendt pressemeddelelse.
Forligskredsen bag aftalen om øget udnyttelse af overskudsvarme fra 2018 er endelig nået til enighed om at afskaffe det udskældte prisloft på udnyttelse af overskudsvarme. Et prisloft, der skabte stor usikkerhed, og som hindrede gode, grønne overskudsvarmeprojekter i blandt andet industrien og hos datacentre. Overskudsvarme som kunne udfase fossil energi eller reducere brugen af biomasse i fjernvarmeproduktionen.
Men med afskaffelsen af prisloftet er fjernvarmeselskaberne og industrien nu sat fri til at kunne investere i at udnytte overskudsvarme. Det betyder, at fjernvarmen ude i de danske hjem mange steder bliver både mere grøn og oftest også billigere.
– Endelig! Endelig kan vi levere endnu mere grøn og billig varme til de danske fjernvarmeforbrugere. Fornuften har sejret, og vi kan indfri det store potentiale, der ligger i at udnytte overskudsvarme rundt om i hele landet. Det er en stor sejr for det grønne Danmark, lyder det fra Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, der er brancheorganisation for alle landets fjernvarmeselskaber.
Potentialet i at udnytte overskudsvarme er meget stort. En fjerdedel af al fjernvarmeproduktion vil kunne produceres af overskudsvarme. Det svarer til cirka 500.000 boligers forbrug ud af landets knap 2 millioner husstande, der får fjernvarme. Men i dag er det alene varme svarende til cirka 65.000 danske husejeres forbrug, der kommer fra overskudsvarme.
– Der ligger gode projekter i skuffen rundt om i landet, som venter på denne dag, hvor det igen bliver muligt at udnytte energien effektivt. Mange steder vil det udfase fossil energi som eksempelvis naturgas. Andre steder vil det reducere brugen af biomasse. Men uanset hvad vil det give energiselskaberne flere kort at spille med og dermed styrke vores forsyningssikkerhed, siger Kim Mortensen.
Klar til at gå i gang
Netop fordi hele energisektoren og industrien har ventet på denne nyhed i årevis, ligger der en række flyveklare overskudsvarmeprojekter, der blot skal støves af, inden de kan gøres til virkelighed.
– Sammen med en lang række aktører har vi kæmpet i nu flere år for at italesætte, hvilken barriere prisloftet på overskudsvarme har været for at gøre fjernvarmen både mere grøn og også billigere. Nu får fjernvarmeselskaberne adgang til en billig og nogle steder gratis, grøn ressource. Der er derfor stor grund til at rose både politikerne samt de aktører og organisationer, der har arbejdet for at få afskaffet prisloftet, siger Kim Mortensen.