Kilde: Ritzau og AL Sydbank

Gaspriserne er steget og tyder på en dyr vinter

Med pres på gaslagre i Europa som følge af krigen i Mellemøsten er gasprisen steget. Det peger mod en dyr vinter, men ikke priser som i 2022 ifølge analytikere

DANMARK: Med efterårets komme er det snart igen tid til at tænde for varmen. For de omkring 250.000 danske husstande, der fortsat har et gasfyr, kan det blive en dyr fornøjelse.

Med krigen i Mellemøsten og pres på gaslagrene er gasprisen røget i vejret.
Lige nu er prisen på naturgas 160 procent højere på den europæiske gasbørs end ved indgangen til 2026, fortæller Kim Blindbæk, seniorøkonom i AL Sydbank.
– Faktisk skal vi tilbage til omkring årsskiftet 2022/ 2023 for at finde en højere naturgaspris, siger han.
Fredag kostede naturgas 71 euro per megawattime på den europæiske børs.
Det var godt nok et lille fald fra torsdag, hvor prisen var 73 euro.
Men det ændrer ifølge Kim Blindbæk ikke billedet af, at prisen er stukket i vejret i løbet af de seneste måneder.
– Hvis vi skruer tiden et år tilbage, så lå prisen på cirka 30 euro, siger han.
I 2022 var gasprisen exceptionelt høj på grund af udbruddet af krigen i Ukraine, fordi vi i Europa ikke i lige så høj grad havde omstillet os til at undvære russisk gas.
Prisen nåede her langt over 300 euro per megawattime.
I dag er vi bedre stillet. Vi har skruet ned for forbruget og importerer i højere grad fra blandt andet USA. Derfor forventer analytikerne ikke, at priserne når helt op i samme niveau som dengang.
– Jeg tror ikke, at man som dansker skal være meget bekymret for, at vi når de priser, vi så tilbage i 2022. Men det ændrer ikke ved, at det får en betydning.
– Særligt for de danskere, der har gasfyr. Men man kan ikke ånde lettet op, selv om man ikke har gasfyr, fordi gasprisen har rigtig stor betydning for elprisen, siger Kim Blindbæk.
Det betyder, at det samtidig bliver dyrere at lade bilen op eller tænde vaskemaskinen.
Det får betydning for priserne, om vinteren bliver mild eller hård.
– Rammer vinteren tidligere og hårdere end normalt, vil gasprisen være nødt til at stige for at dæmpe efterspørgslen, siger Kim Blindbæk. Baggrunden for de høje gaspriser lige nu skal findes i krigen i Mellemøsten.
– Det globale gasmarked er afhængig af den gas, som Qatar eksporterer. Der mangler simpelthen nogle forsyninger på det globale marked, siger Jens Nærvig Pedersen, chefanalytiker i Danske Bank:
– Samtidig har vi den specielle situation, at gaslagrene var ret lave, inden krigen startede, blandt andet fordi det var en kold vinter. Lagrene skal fyldes op, inden det bliver vinter igen, men der har været mindre gas til rådighed.
Ifølge brancheorganisationen Green Power Denmark er de europæiske gaslagre lige nu omkring 65 procent fyldt, mens de på denne tid af året normalt er 80 procent
fyldt.
Med udsigt til stigende priser på gas kan der igen komme fokus på udrulningen af fjernvarme i Danmark.
Siden 2022 er 113.000 gasfyr i Danmark blevet frakoblet.
Ifølge brancheorganisationen Dansk Fjernvarme har omkring 70 procent af de husstande i stedet fået fjernvarme.
Men udrulningen er taget af i fart.
Der er cirka 100 projekter i gang lige nu med anlægsarbejde og tilkobling af nye kunder, og her mærker man nu større opbakning til at tilslutte sig, fortæller direktør i Dansk Fjernvarme Kim Mortensen.
– Det er klart, at usikkerheden omkring priserne på gas af gode grunde gør mange urolige. Samtidig er der mulighed for et højere bidrag i Fjernvarmepuljen, siger han.
Før sommerferien tog regeringen således flere initiativer til at få mere gang i udfasningen af gasfyr i Danmark.
Blandt andet blev en pulje til fjernvarmeprojekter genåbnet med 350 millioner kroner, og hver husstand, der konverterer til fjernvarme, kan samtidig få 40.000 kroner i støtte mod tidligere 20.000 kroner.
KRIG SKYDER ENERGIPRISER I VEJRET
■ Prisen på energiformer som olie og gas er steget kraftigt, efter at USA og Israel indledte et omfattende angreb på Iran i slutningen af februar.
■ Som en del af sit modsvar har Iran lukket for næsten al skibstrafik gennem Hormuzstrædet.
■ Strædet er placeret mellem Den Persiske Golf og Omanbugten, hvilket gør det til et vigtigt handelsmæssigt knudepunkt.
■ En stor del af verdens olie passerer normalt gennem Hormuzstrædet.
■ Det er samtidig vigtigt for forsyningen af gas. Omkring 20 procent af den globale LNGhandel (flydende naturgas) passerer normalt gennem strædet.
KILDE: Ritzau og AL Sydbank